ESS

Om projektet

I de kommende år vil to avancerede forskningsfaciliteter blive bygget i Lund. Neutronkilden ESS, som vil blive verdens største og mest avancerede af sin slags, og synkrotonen MAX IV. Samtidig etableres den europæiske røntgenfacilitet XFEL i Hamborg.

De tre faciliteter udvider på hver deres måde grænserne for, hvad materialeforskningen kan. Og med disse faciliteter vil Nordeuropa blive et samlingspunkt for videnskabelig forskning i hårde, bløde og biologiske materialer. Med anvendelsesmuligheder inden for en bred vifte af brancher som lægemidler, bioteknologiske komponenter til fødevareproduktion og nye energiteknologier vil faciliteterne også kunne fungere som en saltvandsindsprøjtning til forskning og innovation i Danmark og dermed få afgørende betydning for erhvervslivets vækst.

ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen er et partnerskab, som skal geare hovedstadsregionen til at udnytte det betydelige vækstpotentiale, der findes i forbindelse med etableringen af ESS og MAX IV i Lund og XFEL i Hamborg. Projektet vil udnytte faciliteterne som vækstmotorer til at styrke forskningen og innovationskraften på universiteter og i virksomheder og skal øge regionens evne til at tiltrække international arbejdskraft og udviklingsafdelinger.

Projektet løber fra 2012-2014 og har et budget på 24,6 mio. kr. Projektet er medfinansieret af Vækstforum Hovedstaden og EU’s regionalfond, og projektets parter tæller Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Region Hovedstaden, DI, Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Vidensby, Copenhagen Capacity, Scion DTU og COBIS.

http://www.vaekstmotor.dk/Om-projektet
20 APRIL 2018